Efter tre års ventetid: Gymnaster skal endelig på gulvet til DGI-opvisning igen i AabybroCorona har de sidste to år forhindret de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik. Men i år byder DGI Nordjylland på 12 forårsopvisninger. Såvel i 2020 som i 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange tusinder gymnaster blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen. Men i de kommende måneder vil gymnasterne fra vores foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørge for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele Nordjylland. Opvisningerne løber allerede fra slutningen af februar og frem til april. Aabybro Gymnastikforening afholder i samarbejde med DGI Nordjylland Børneopvisning, der løber af stablen d. 13. marts i DGI-huset. Her kan opleves 19 gymnastikhold med gymnaster i alderen 6 – 15 år fra 8 forskellige nordjyske foreninger. Her kan familiemedlemmer, venner, bekendte og ikke mindst gymnastikinteresserede komme og se med. ”Vi glæder os rigtig meget til igen at byde alle velkommen og se masse glade gymnaster på opvisningsgulvet efter en meget lang pause” siger næstformand i ÅGF Ditte Benzen. Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til, at forårsopvisningerne igen kan blive den kulmination på gymnastiksæsonen, som de har været i så mange år: ”Jeg kan slet ikke få armene ned over, at vi endelig igen kan mødes til forårsopvisningerne. For mange gymnaster er netop forårsopvisningerne de eneste muligheder, som de har for at vise det frem, som de har arbejdet hårdt med og øvet sig på i en lang sæson. Det er de blevet snydt for i de seneste to år, så jeg tør godt love, at der bliver masser af energi og glæde til opvisningerne,” siger Hanne Lene Haugaard. Masser af gymnastik de kommende måneder Opvisningen i Aabybro starter med indmarch med masser af gymnaster klokken 10.00 og afsluttes med et brag af en opvisning fra Aabybros eget ”Power Teens” hold ca. kl. 14.10. Udmarch og afslutning på en dejlig dag med flotte opvisninger forventes at være kl. 14.25 Link til programmet finder du her. |