Regeringen sætter vores selvbestemmelse under pres

Af Lars Bech-Jørgensen, fagleder for offentlig-privat samspil og velfærdspolitik i DI

I det moderne danske velfærdssamfund har vi som borgere selvbestemmelse. Vi har eksempelvis mulighed for at vælge netop den børnehave, leverandør af hjemmehjælp eller det plejehjem, som vi hver især mener, leverer den bedste velfærd. Og vi har frit valg og mulighed for at vælge et privat alternativ til de kommunale tilbud, hvis det er det, vi ønsker. Men regeringen er i gang med at tage valgfriheden fra os.

Selvbestemmelsen giver os medindflydelse, og den er med til at sikre, at vi får den velfærd, som passer bedst til os og vores familie. Det er vigtigt, da vi ikke alle er ens. Vi har forskellige ønsker og behov, der ikke alle kan omfavnes i en one–size–fits-all-model. Helt grundlæggende handler selvbestemmelse og det frie valg om, hvorvidt systemet skal indrettes efter borgerne, eller om borgerne skal tilpasses systemet.

På tværs af kommunerne i Brønderslev og Jammerbugt har forældrene til 580 børn valgt et privat alternativt til de kommunale institutioner, og knap 530 ældre har valgt, at hjemmehjælpen skal leveres af en privat leverandør. Det har de gjort, fordi de mener, at det giver dem den bedste kvalitet i velfærden.

Regeringen har sammen med støttepartierne kort før jul besluttet, at børnehaver og vuggestuer fremover ikke må være private. Familierne vil dermed ikke længere kunne vælge et privat tilbud, men kun selvejende og kommunale tilbud. Det er trist, for det vil medføre mere ensretning og færre valgmuligheder. Private børnehaver og vuggestuer findes jo kun, fordi de kan tilbyde eksempelvis en særlig pædagogik, fleksibilitet eller geografisk placering, som nogle forældre efterspørger, men som kommunerne ikke kan eller vil imødekomme.

Også på ældreområdet er selvbestemmelsen under pres fra regeringen. Årsagen er en opfattelse af, at det er besværligt for kommunerne, når borgerne vælger et privat alternativ. Men at nogle borgere vælger en privat leverandør har jo ikke betydning for interne forhold hos den kommunale leverandør. Modstanden mod borgerens frie valg er derimod udtryk for, at systemet er vigtigere end borgernes selvbestemmelse.

Men er vi som mennesker da ikke forskellige? Og bør et system på borgernes præmisser så ikke netop sikre borgerne selvbestemmelse og valgmuligheder?