Selvom danskerne fortsat rykker mod de større byer, vil der fremover mangle boliger i provinsen, der matcher indbyggernes behov i takt med, at befolkningen bliver ældre. Det konkluderer en ny rapport, som Exometric og Kuben Management står bag. Rapporten er den største kortlægning af befolkningsudviklingen og de ændrede boligbehov i Danmark.
Danskerne fortsætter vandringen fra provinsen til de større byer, og det udfordrer boligbehovet i Danmark. Længe har der været fokus på, at boligmanglen har været særlig stor i Hovedstadsområdet, men nu tegner sig en helt ny boligproblematik.
Kommunerapporten 2020 fastslår, at der i mange af landets kommuner vil være mangel på mindre boliger, som passer til de ældres fremtidige behov. Konkret viser svarene fra de ældste respondenter i undersøgelsen – borgere over 67 år – at 42 % i dag bor i en ejervilla, men hhv. 32 % og 14 % af dem søger en lejelejlighed eller ejerlejlighed. Problematikken gælder især de kommuner, der i forvejen er presset på befolkningsgrundlaget, og som nu er udfordret af at skulle bygge boliger, som matcher efterspørgslen.
”Urbaniseringen og ændringerne i demografien påvirker boligbehovet markant i de danske byer og altså ikke bare i landets storbyer. I de kommuner, hvor der i forvejen er pres på befolkningsgrundlaget, når de unge flytter, skal der stadig bygges nye boliger, fordi de mange ældre stiller nye krav til boligudbuddet. Fx vil en stor andel af de borgere, der i dag bor i villa, ønske at flytte til en anden boligtype, såsom en lejlighed eller et seniorbofællesskab. Derfor bliver den enkelte kommune nødt til at sætte yderligere fokus på boligudbuddet, så det matcher efterspørgslen,” siger Nikolaj Pfeiffer, direktør i rådgivningsvirksomheden Exometric, der har foretaget undersøgelsen i samarbejde med Kuben Management.
Både Kuben Management og Exometric er enheder i NRGi-koncernen.
Dobbelturbanisering præger boligudbuddet
Urbaniseringen er langt fra et nyt fænomen, men ifølge Nikolaj Pfeiffer oplever vi i disse år en ”dobbelturbanisering”. Det betyder, at mange borgere flytter fra landområder mod mindre byer – og fra de mindre byer foregår der også en flytning imod de større byer. Det er særligt uddannelse, kultur- og byliv, offentlig service samt boligmarkedet, der driver dobbelturbaniseringen.
”Det afspejler sig tydeligt af rapporten, at danskerne ønsker en god offentlig service, gode boligmuligheder og uddannelse til dem selv og deres børn. Men i takt med at flere forlader de mindre byer, falder muligheden også for at bibeholde serviceniveauet i de områder, der affolkes. Det er bekymrende og kan i værste fald drive endnu flere borgere ud af kommunen. Det er et indsatsområde, der bør have stor fokus de kommende år, siger Nikolaj Pfeiffer.
Nyt initiativ skal støtte kommunernes borgertiltrækning
Exometric har som noget nyt indgået et strategisk samarbejde med Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed Komponent, der fremadrettet skal understøtte kommunerne i deres bosætningsstrategier.
Ifølge Ulf Christensen, der er adm. direktør i Kuben Management, betyder samarbejdet mellem Exometric, Kuben Management og Komponent, i praksis, at bolig- og udviklingsprojekter kan basere sig på detaljeret viden og analyse af, hvilke boligtyper der efterspørges nu og i fremtiden.
”Vi håber på, at samarbejdet kan give os de bedste forudsætninger for at skabe et Danmark i balance, hvor
vi imødekommer de samfundsmæssige ændringer, der foregår som følge af urbaniseringen og befolkningens ændrede demografi. Mange kommuner bliver nødt til at ændre fordelingen af boligtyper og i mange tilfælde renovere eller nedrive eksisterende boliger. I bund og grund handler det om at skabe byer, hvor mennesker trives og har lyst til at bo,” siger Ulf Christensen.
Om Kommunerapporten
Kommunerapporten er en årlig undersøgelse foretaget af Exometric, der er specialiseret i analyse og rådgivning inden for bosætning, ejendomsinvestering og byudvikling. Rapporten er den største kortlægning af danskernes flyttemønstre, boligbehov, befolkningsudvikling etc. Målet med rapporten er at bistå kommunerne med at klarlægge og planlægge udviklingen af det bebyggede miljø med udgangspunkt i borgernes ønsker og de markedsmæssige forhold. Både Kuben Management og Exometric er en del af NRGi-koncernen.