Danmarks største Enduro-serie Trailcup indgår samarbejde med det schweiziske cykelkongerige Bike Kingdom i Lenzerheide. Den nye destinationspartner skal være med til at løfte de succesfulde danske løb for resten af 2024-sæsonen samt gennem hele 2025.
Den danske mountainbike løbsserie Trailcup har siden 2016 været det ypperste at deltage i som inkarneret dansk Enduro-cykkelrytter. Den igangværende 2024-sæson tæller fire afdelinger, minimum ni unikke nedkørsler per afdeling og ligeledes over 400 deltagere per afdeling.
Nu tilføjes der så yderlig en blåstempling af serien, da stifterne Jeppe Bob Berthelsen og Lasse Winther, har indgået en aftale for det næste halvandet år med en af Alpernes førende mountainbike destinationer, Bike Kingdom, beliggende i schweiziske Lenzerheide.
Har man fulgt lidt med i international mountainbiking, har man nok ikke kunne undgå at støde på Bike Kingdom, hvis bjerge har lagt spor til Simon Andreassen, Malene Degn og andre danske atleter under VM i mountainbike og talrige world cup løb, ligesom den 10-dobbelte verdensmester Nino Schurter har hjemmebane i samme område. Medstifter og arrangør af Trailcup Lasse Winther lægger heller ikke skjul på, at samarbejdet tager deres ambitioner til næste niveau:
Et samarbejde med et så professionelt og gennemført et mountainbikeunivers som Bike Kingdom understreger, at vi hos Trailcup leverer en løbsserie af allerhøjeste kvalitet inden for Danmarks grænser. Vores kommende samarbejde giver muligheder for at udvikle vores løb og skabe en 2025-sæson, som bliver større og mere ambitiøs end nogensinde før.
I Lenzerheide, ser man ligeledes frem til samarbejdet, hvor den ansvarlige for Bike Kingdom, Pascal Krieger, ser et helt oplagt match mellem deres knap 3.000 meter høje bjerge og Trailcups deltagere:
Bike Kingdom er som skræddersyet til den aktive enduro- eller downhill mountainbiker, og det er lige præcis disse, der deltager i Trailcup. Vi har længe ønsket at blive mere kendte i Danmark, specielt overfor denne målgruppe, og med vores partnerskab, kan vi forhåbentlig inspirere flere danskere til at opleve Alpernes måske bedste mountainbikespor.
Samarbejdet er offentliggjort d. 17. juli og der vil løbende blive iværksat fælles tiltag fra Trailcup og Bike Kingdom til glæde for danske mountainbikefans.
Bike Kingdom vil ligeledes være en del af Trailcup sæsonens højdepunkt, PEAKS, som er et todages løb der finder sted 23.-25. august 2024 i sporene omkring Ry i Østjylland. Her er der stadig knap 10 ledige startnumre tilbage hvis man er interesseret.