Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Podi
Kaffebaren
Springeren
Mortensens Mad
Baggesen

De Syngende Juletræer bliver, udover den julehyggelige oplevelse, også i år til en indsamling til fordel for børnefonden CoolUnite, som Jacob Risgaard og Mark Nielsen fra Coolshop står bag. Fra nu og frem til 3. januar donerer AKKC 1 kr. pr. tryk på De Syngende Juletræer. Og med den aftale åbnede Jacob Risgaard og Nicolaj Holm, adm. direktør De Syngende Juletræer i Kildeparken i Aalborg.

AKKC donerer én krone til fonden for hvert tryk på de juledekorerede 60 musikstandere, hvor der bliver spillet julemusik med de store internationale stjerner, der har gæstet og givet koncert i AKKC. AKKC holder dermed den snart mangeårige tradition i hævd med at omdanne de verdensberømte Syngende Træer til De Syngende Juletræer i Kildeparken. Jacob Risgaard håber, at indsamling vil få stor støtte.

– Det er jo en fantastisk juleaktivitet lige her i hjertet af Aalborg. Og netop hjertet på rette sted er lige det, vi her deler med AKKC, som har lovet, vi ubeskåret får for alle tryk. Sidste år var der omkring 42.000 tryk, og med denne donation til børnefonden håber jeg, at det bliver endnu mere, måske 50.000! Morgenløbere, børn, familier, kærester, hundeluftere og alle andre, lav en plan for et besøg og tryk, tryk. Alle pengene går ubeskåret til syge og udsatte børn og deres familier i vores projekter, opfordrer Jacob Risgaard.

De to nordjyder trykkede som de første på deres favoritter. For Jacob Risgaard var det Placido Domingo, Beyoncé og Kenny Rogers. Nicolaj Holm var ikke helt enig, så hans favorittryk blev givet til Maroon5, Shakin Stevens og Mariah Carey.

Hvor mange penge det lykkedes at samle ind, her i hjerternes tid, vides selvfølgelig ikke. Men Jacob Riisgaard håber på hjælp fra mange nordjyder i julestemning og med hang til en helt unik oplevelse af julemusik og støtte til CoolUnite Fonden.

Selv skal han også adventssøndag genbesøge De Syngende Juletræer, for der illuminerer Aalborg Kommune Kildeparken med ikke mindre end 350 levende lys, der kan opleves fra skumringstid ved 15.30-tiden og ca. tre timer frem. Illuminering kan opleves alle fire adventssøndage.

FAKTA
Børnefonden CoolUnite har som formål at støtte og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn. Fonden skaber gode oplevelser og bidrager til, at børnene og deres familier får en lidt nemmere hverdag, og jo flere penge den samler ind, jo flere kan den naturligvis hjælpe. Når børn og unge får en livstruende sygdom, bliver hele familien ramt. På børne- og ungehospicerne Strandbakkehuset og Lukashuset er det derfor både det syge barn, forældre og søskende, der tilbydes lindring og aflastning. Blandt fondens største projekter er også ’Ønskelands Pausehus’. Pausehuset er for børn i alderen 0-18 år med alvorlig sygdom. Børnene og deres familier får tilbudt en mulighed for rekreation i Ønskeland – altså en lille ’miniferie’ hvor sygdommen og hverdagen træder lidt i baggrunden, og hvor familien og nærværet kan være fokus. Støtten fra CoolUnite går helt konkret til at flere familier kan få et ophold og en hårdt tiltrængt pause.

Kilde: Aalborg Kongres og Kultur Center

Hotel Phønix
Minitel
Kaffebaren
GF Forsikring