En decentral landdistriktskommune midt i naturen
Jammerbugt Kommune er en autentisk decentral landdistriktskommune midt i naturen – med fire hovedbyer og 24 lokalsamfund. Velfærd og vækst er hinandens forudsætninger – også i Jammerbugt Kommune.
I vores kommune driver vi en struktureret landdistriktsindsats, og parallelt arbejdes der med center- og handelsbyerne – netop fordi vores lokalsamfund er afhængige af centerbyer i vækst, ligesom centerbyerne er afhængige af lokalsamfund i udvikling.
Det strategiske landdistriktsarbejde udmøntes jo bl.a. med projekt Liv i By og Skole (nu også med en prioriteret inddragelse af lokalsamfund uden skole) men jo også med den decentrale børnepasning med valgmuligheder, decentrale rådhuse og biblioteker og socialøkonomiske virksomheder m.m. Alt sammen klare signaler om, at Kommunalbestyrelsen ønsker og tror på den decentrale udvikling.
Plads til det hele
Jammerbugt Kommune er en mangfoldig kommune, hvor målet om øget bosætning hænger fint sammen med ønsket om flere gæster. Vi er en kommune, hvor vi finder løsninger såvel for natur som for landbrug – fordi der mange gange er sammenfaldende interesser. Jammerbugt Kommune er jo smukt placeret mellem hav og fjord – og med en mangfoldig natur indimellem. Senest med en national anerkendelse af denne natur via en optagelse i Danmarks Naturkanon for Fosdalen og Svinkløv kan vi jo med god samvittighed tillade os at promovere os i forhold til en enestående flot natur – også målt på nationalt plan.
Ud i naturen
Jo – der er ingen tvivl om, at naturen er Jammerbugtens stærkeste varemærke, når der skal tiltrækkes turister. Og er da også rigtig mange muligheder for at dyrke outdoorlivet i Jammerbugten, og interessen for oplevelserne i naturen er stor. Og hen over sommeren er det blevet lettere at finde frem til de store naturoplevelser i Jammerbugten: Kommunen har nemlig i samarbejde med Naturstyrelsen udgivet et handy oversigtskort, som viser samtlige cykel-, mountainbike-, ride-, vandre- og kørestolsruter i Jammerbugt Kommune. Udover info om sti-nettet i de mange klitplantager med forskellige rutelængder og udsigtspunkter er der også afmærkning af overnatningssteder, restauranter, indkøbsmuligheder, shelters, madpakkehuse, skovlegepladser, minigolfbaner og toiletter. Mange af stederne har samtidig fået tildelt en adresse, så det nu er lettere for gæster – både lokale og turister – at finde hen til ruternes startsteder.
En bæredygtig kommune
Jammerbugt Kommune er på mange måder en bæredygtig kommune – økonomisk, fagligt og demokratisk. Men også på de mere traditionelle bæredygtighedsområder, som at mindske CO2-udledningen er vi i førertrøjen – ligesom vi er en del af et nordjysk projekt om bæredygtig erhvervsudvikling. Bæredygtighed er også en del af hverdagen i vores dagpasning og folkeskoler – hvor en del af vores institutioner hvert år gør sig fortjente til Friluftsrådets grønne flag.
Mange gode takter
Jammerbugt Kommune er også positivt på Danmarkskortet – bl.a. i top 20 i Danmark over borgernes tilfredshed med bopælskommunen – en høj andel af tilbageflyttere – Nordjyllands største turistkommune målt på antal overnatninger og Nordjyllands mest erhvervsvenlige Kommune.
Aktuelt er der gang i mange ting i Jammerbugt Kommune – nogle kan fremhæves her: Jammerbugt Kommunes asylafdeling lukkede her fra den 30. april efter mere end 25 års eksistens. Efter planen kommer lægehelikopteren til Jammerbugt Kommune i år 2020. Udflytningen af statslige arbejdspladser realiseres i år i det tidligere posthus i Brovst. Der er ungdomsboliger på vej i både Fjerritslev og Aabybro. Etableringen af den nye skole i Jetsmarkområdet går efter planen. Masterplanen i Brovst kører efter planen – det samme gør Centerplanen for Aabybrocentret. Ligesom der er byggegrunde på vej i Saltum og Biersted og Brovst. Dette blot for at nævne nogle aktuelle indsatser.
Der er meget, der går godt i Jammerbugt Kommune – men selvfølgelig også noget, vi skal blive bedre til – og vi prøver hele tiden at blive bedre, både til det, vi er gode til, og det, vi er mindre gode til.
Hvorom alting er – så er Jammerbugt Kommune en kommune præget af politisk og økonomisk stabilitet – med blikket stift rettet mod fremtiden og fremskridtet.