Når det lille lys forsvinder
På 30.-dagen var min brystkasse ved at sprænges. Savnet og minderne om det gode liv hjemme i familien forstyrrede mit fokus. – at give op var ikke en mulighed, jeg ville i mål!
Jeg byggede mig et shelter og sikrede ly, så jeg altid kunne omsluttes af varme og nærhed. Jeg fandt de små detaljer i min personlige oppakning, der underbyggede min historie og den person jeg er. Løbende genkaldte jeg minderne, der havde lært mig om livet og ladt mig føle livet i kontrasterne.
Når man er gift med en stærk kvinde, så ved man at en aftale er en aftale. Med min kone stående tilbage med det bærende ansvar for familiens trivsel, kunne jeg med stolthed i øjet drage ud i vildmarken. På den måde fik jeg lavet mig en pagt i mit mindset, der ikke gjorde det muligt for mig at komme hjem uden mit bytte.
At være mand i min kones billede af en mand, der var stålfast, knugede jeg mig til hver eneste dag og der var jo heldigvis kun tale om savn og ikke “et rigtigt tab” og ej heller om “aldrig mere”. Ikke som døden og som savnet til sin væbner, ven eller rollemodel, der i alt for ung en alder fik slukket sit lys.
Mens jeg sad derude i vildmarken var jeg ikke i tvivl om at jeg havde kærligheden med – både her på jorden og fra himlen.
ÆRET VÆRE NADJAS MINDE
– min storesøster og min væbner, som jeg sjældent taler om, fordi sorgen har været ubærlig og har truet med at udslette min tro på “at alt har en mening”.
… og med savnet til det levede liv hjemme blev håbet kun stærkere. Stærkere i troen på at alt nok skulle gå, når blot jeg lyttede til mit indre og nød udsigten til alle livets og naturens facetter.
