Sæsonpremieren i 2. division er lige om hjørnet og Jammerbugt FC arbejder hårdt på og uden for banen på at kunne angribe den nye sæson i bedst mulige udgave.
Det har ført til endnu en sommerforstærkning i form af 20-årige Sebastian Reventlow-Mourier, der kommer til klubben fra Viborg FF.
Jammerbugt FC cheftræner ser stort potentiale i sin nye spiller og glæder sig over yderligere kvalitet til en efterhånden stærk trup.
– Sebastian er en ung midtbanespiller, som har gjort et rigtig godt indtryk, og han vil det gerne. Han vil gerne være i et miljø som vores og er en som ønsker at udvikle sig og vil bringe noget og skubbe på til træning og i truppen. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet, siger Bo Zinck og tilføjer;
– Sebastian har haft fuldtidskontrakt og fået sin fodboldopdragelse i Viborg, og at han vælger os, siger også noget om vores set up, og det miljø vi har fået bygget op her i klubben.
Netop dette bekræfter Sebastian i sin begrundelse for klubskiftet til Nordjylland, hvor den unge midt glæder sig til at fortsætte sin udvikling.
– Efter det stod klart, at jeg ikke skulle fortsætte i Viborg FF, var det vigtigt for mig at finde et sted, hvor jeg havde en større chance for spilletid. Under min prøvetræningsperiode fik jeg et rigtigt godt indtryk af Jammerbugt FC. Det er nogle helt vildt dygtige spillere, der er i truppen, som samtidig er nogle rigtig gode mennesker. Jeg synes, klubben er rigtig ambitiøs og har et godt set up med mange mennesker omkring holdet. Det glæder jeg mig helt vildt til, at blive en del af.
Spurgt til sine ambitioner for det kommende fodboldår, afslører Sebastians svar først og fremmest, at det er en teamplayer, der er kommer til klubben.
– Egentligt vil jeg hellere tale om holdets ambitioner. Jeg synes, vi har truppen til at spille med i toppen af rækken og hvis vi rammer vores topniveau, er jeg overbevist om, at vi kan spille op mod alle i rækken. Personligt har jeg da også en ambition om at spille mig til en plads på holdet, så jeg kan blive en vigtig del af en forhåbentlig rigtig god sæson, lyder det med en god balance mellem ydmyghed og ambition fra den unge nye Jammerbugt FC midt.
Sebastian Reventlow-Mourier startede på den centrale midtbane, da Jammerbugt FC spillede 3-3 med Aarhus Fremad i en træningskamp onsdag aften, og er klar igen, når det lørdag gælder svenske Lindome GIF i forberedelsernes sidste træningskamp.
kilde: Jammerbugtfc.dk