Der er gæster fra Gladsaxe nu på lørdag, når en af dansk fodbolds traditionsrige klubber i form af AB kommer på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena.
AB har, ligesom Jammerbugt FC, 39 point at gøre godt med, inden oprykningsspillets anden runde. Med nederlag i første runde kommer begge mandskaber med sult efter sejr, og der er grund til at forvente en spændende fodbold fight.
Vi skal helt tilbage til 2011 for at genkalde seneste møde mellem Jammerbugt FC og AB. Her spillede de to hold 2-2 på Sparekassen Vendsyssel Arena, mens det blev til en 4-2 sejr til de blåblusede nordjydere på Gladsaxe Stadion. Det var i øvrigt i landets næstbedste række, 1. division. Det genkalder gode minder, og lad os håbe på en gentagelse af dette udfald lørdag, når de to hold på ny skal krydse klinger.
Jammerbugt FC’s Victor Ahlmann ser frem til mødet, og egentlig ser angriberen i det hele taget fremad. Trods sin scoring i opgøret mod Brønshøj sidste weekend, handler det nemlig mest af alt op at komme videre. Her åbnede Jammerbugt FC med et 1-3 nederlag på Tingbjerg Ground mod Brønshøj Boldklub.
– Resultat- og spillemæssigt var det en rigtig træls lørdag, men de skal dog have stor ros for den stemning, som deres fans sørgede for, lyder det fra kampens Jammerbugt FC målscorer, der hurtigt lukker ned for mere snak om den kamp. Nu skal der ses fremad.
Forude venter som nævnt nemlig endnu en svær udfordring i form af AB, der gæster det nordjyske, og kommer som 2’er af Øst kredsens grundspil, hvilket vidner om kvalitet. Udfordringer har der ellers være rigeligt af for Jammerbugt FC, der har tabt tre kampe på stribe. Noget der heldigvis ikke er hverdagskost for de blåblusede, og derfor er Ahlmann og holdkammeraterne også fastbesluttet på at kommer fri af pløret og tilbage på vindersporet.
– Jamen vi skal jo bare videre og se på de næste kampe. Vi skal finde det gode humør frem og så skal vi bare ud og have det sjovt, understreger Viktor Ahlmann, der har svært ved at udpege en bestemt ting som årsagen bag det aktuelle formdyk.
– Jeg har svært ved at give et konkret svar på, hvad der lige er gået galt. Men det er vel en blanding af manglende kynisme i begge felter. Vi laver ikke helt nok mål og har haft svært ved at holde nullet, forklarer han.
Men nok om det. Nu skal der som nævnt ses fremad, og her gælder det altså AB, aktuelt placeret på en sjetteplads i oprykningsspillet. Her ligger de med samme pointantal som Jammerbugt FC, og med dette udgangspunkt er der formentlig en jævnbyrdig kamp i vente.
– Det er ikke meget, jeg kender til AB. Men når vi er på hjemmebane, så er det lige meget, hvem der kommer på besøg. På Sparekassen Vendsyssel Arena skal vi bare koncentrere os om at give de folk, som står og kigger på os hver anden weekend, en sejr. Vi er alle opsatte på at få vendt det her og så skal der nok være tre point på lørdag, lyder det fra Ahlmann, der trods modgangen fortsat har tro på tingene – en vigtig forudsætning for at finde vejen tilbage til vindersporet.
Der er kick off på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 27. april kl. 14.00. Kom og bak drengene op i et udfordrende oprykningsspil og lad os sammen stå skulder ved skulder, når den blå bølge ruller!
Kilde: Jammerbugt FC/ Af: Thomas Jansen