Fårup Sommerland er klar til endnu en dag fyldt med vilde rekorder. Fredag den 23. juni afholdes Fårups Store Rekorddag, hvor der skal dystes om at få de fleste ture i parkens fem største forlystelser: Orkanen, Falken, Lynet, Saven og Fønix.
Fårup Sommerland har udvalgt to personer til hver forlystelse, som alle sammen har vovet sig ud i at forsøge at sætte officielle rekorder. Blandt deltagerne er en far og hans ni-årige søn, der tager kampen op mod hinanden i Lynet, en ambulanceredder, der gør forsøget på at holde kvalmen tilbage i Fønix og 10-årige Axel fra Aarhus, der går efter rekorden i Falken.
Minimumskravet for at snuppe en officiel rekord er selvfølgelig højt. I Falken skal der mindst snittes 70 ture, mens det i Fønix kræver omkring 7 timer eller mere end 110 ture. I Saven skal der endda snittes mere end 167 ture, hvis man vil bryste sig af at have sat rekord. Se de præcise krav herunder:
Orkanen: Mere end 164 ture
Falken: Mere end 70 ture
Lynet: Mere end 70 ture
Saven: Mere end 167 ture
Fønix: Mere end 110 ture (svarende til ca. syv timer i streg i forlystelsen)
Fårups Store Rekorddag begynder kl. 9.30 og slutter først kl. 17.00, eller når de enkelte deltagere trækker stikket på deres rekordforsøg. Det er muligt at fange deltagerne til nogle kommentarer både før og efter deres vilde rekordforsøg, så kom ned og overvær de spændende forsøg.
Kom ned og vær med til Fårups Store Rekorddag og se, hvem der klarer at sætte de vildeste rekorder. Og måske er det netop dig, der har heldet med sig og slår rekorderne? Det eneste, du skal bruge, er masser af sejhed og mod – og selvfølgelig dine egne to ben til at tage turene.