Danmarks største smørmejeri har rygende travlt med at producere Lurpak op til jul. Men også andre mejerier arbejder på højtryk for at sikre danskerne smør til vaniljekransene og fløde til risalamanden.
”I november og de første uger i december kunne vi godt bruge 10 dage i ugen.”
Sådan lyder det fra Team Leader Jakob Pedersen på landets største smørmejeri Arla Foods Holstebro Mejeri, som også er et af verdens største smørmejerier. Her bliver 98 pct. af al dansk Lurpak samt al Kærgården produceret – alene Lurpak-produktionen løber op i 100.000 ton om året.
På mejeriet er man ikke i tvivl om, hvornår på året der bliver brugt mest smør ude i køkkenerne.
”Fra slutningen af oktober og indtil en lille uge før jul har vi rigtig, rigtig travlt. På de travleste dage i november og december producerer vi 770 ton i døgnet,” fortæller Jakob Pedersen.
Regner man 770 ton om til de 200 grams smørpakker og -bægre, der bliver solgt flest af i detailhandlen, svarer det faktisk til 3.850.000 pakker; der bliver dog ’kun’ produceret cirka 2 mio. af de velkendte pakker, mens resten af smørret ender i større emballager.
Ro på smørret – tryk på fløden
”Selv om der også er tryk på op til påske, er der ingen tvivl om, at julen er den tid på året, hvor der bliver brugt mest smør – til småkagebagning og risengrøden, på brødet og i det hele taget i madlavningen,” konstaterer Jakob Pedersen.
Han fortæller videre, at efter cirka syv hektiske uger, hvor kapaciteten har været udnyttet til det yderste, så sænker roen sig over mejeriet en lille uge før juleaften.
”På det tidspunkt bliver store mængder fløde omdirigeret fra smørproduktionen her i Holstebro til Arlas konsummejerier i Hobro, Christiansfeld og Slagelse.”
Her bliver fløden tappet på de røde kartoner med piskefløde, for julen er uden sammenligning den tid på året, hvor danskerne også indtager mest fløde
December kræver sin fløde
Julemad som sovs, pebernødder og ikke mindst risalamande kræver sin fløde, og i december køber danskerne dobbelt så meget piskefløde sammenlignet med resten af året – alene i ugen op til jul sælges 10 pct. af hele årets piskeflødeproduktion.
Det mærker man også tydeligt hos det økologiske mejeri Naturmælk, hvor salget af ’de fede produkter’ – smør og fløde – stiger med omkring 20-30 pct. i december.
Hos Thise Mejeri bliver der skruet op for produktionen af fløde og smør, samtidig med at der skrues ned for fremstillingen af den fedtfattige skyr og andre syrnede mælkeprodukter. I januar vender billedet, for her sparer danskerne til gengæld på de fede produkter.
Det fremgik også tydeligt af en analyse, hvor Coop for nogle år siden undersøgte, hvad forbrugerne køber i henholdsvis december og januar. Ikke overraskende viste analysen, at salget af piskefløde i januar faldt med 40 pct. i forhold til december, ostesalget faldt med 32 pct., men til gengæld steg salget af den fedtfattige skyr med 73 pct.
Vidste du det om smør og fløde …
- Arla Foods Holstebro Mejeri producerer årligt 100.000 ton Lurpak, heraf bliver godt 20.000 ton solgt til det danske marked. Resten eksporteres til det meste af verden med Storbritannien, Holland, Tyskland, Sverige og Saudi-Arabien som de største aftagere.
- Ud over Arla Foods Holstebro Mejeri produceres Lurpak smør også på Nørup Mejeri, Bornholms Andelsmejeri og Thise Mejeri.
- I december producerer danske mejerier ca. 6 mio. kg fløde (inklusiv det, der går til eksport) – det er mindst 50 pct. mere end gennemsnittet i årets andre måneder.
- I julemåneden køber danskerne dobbelt så meget piskefløde sammenlignet med årets andre måneder – faktisk sælges 10 pct. af hele årets piskeflødeproduktion i ugen op til jul.
Kilde: Mejeristyrelsen