Naturoplevelser kan sagtens både være primitive og bekvemme. Det oplevede fem familier på naturcampingpladsen Blokhus Outdoor, der havde inviteret udvalgte ansøgere på komfortabel camping tæt på naturen.
Har du mod på at overnatte tæt på naturen? Sådan lød spørgsmålet fra naturcampingpladsen Blokhus Outdoor, da de i starten af juni efterlyste familier, der ville prøve kræfter med outdoor-overnatning. Blokhus Outdoor havde sat fem gratis outdoor-ophold på højkant til dem, der havde lyst til at teste campingpladsens forskellige overnatningstyper, og tilbringe en weekend i naturlige omgivelser.
Og det var der mange, der havde. Det fortæller ejer af Blokhus Outdoor, Inge Vestergaard:
”Vi ville gerne vise, at den danske natur kan noget helt særligt ved at invitere en række danske familier på gratis camping på vores store naturgrund. Her får vores gæster en anden campingoplevelse end de ville få på en byplaceret campingplads. Interessen har været meget overvældende, og i weekenden gav vi så de fem heldige familier mulighed for at opleve naturen på helt tæt hold.”
Det enkle liv under ordnede forhold
Familierne overnattede i en række af campingpladsens forskellige overnatningstyper, der alle har det tilfælles, at de bringer én tæt på naturen – uden at man går på kompromis med komforten. På Blokhus Outdoor kan udelivet nemlig godt både være primitivt og bekvemt. Det fortæller Inge Vestergaard:
”Mange har en idé om, at det er besværligt at overnatte i naturen, men hos os kan alle være med. I vores lukkede shelters, nordiske telte og outdoor bedrooms sover man i rigtige senge og med adgang til faciliteter som toilet og bad, så man kan fokusere på bare at nyde naturoplevelserne. Det er det enkle liv under ordnede forhold, og det kan vi se, at der er mange der efterspørger.”
Lækkert telt og tid til hygge
Katrine Larsson fra Støvring var en af de heldige vindere af et gratis outdoor-ophold. Hun tilbragte weekenden sammen med sin kæreste og sine to børn i et af Blokhus Outdoors nordiske telte, og det har de ikke fortrudt.
”Naturen på campingområdet var meget fin og teltet var virkeligt lækkert, og det gjorde en kæmpe forskel for campingoplevelsen, at man kan stå op inde i det. Samtidig var teltet en enorm hyggelig ramme for os som familie, og vi nød at overnatte sammen i et stort rum – og i rigtige senge,” siger Katrine Larsson.
Efter en weekend tæt på naturen er hun ikke i tvivl om at outdoor-overnatning er noget, som hun vil anbefale til både familie og venner i fremtiden:
”Børnene har også virkelig sat pris på, at vi som familie har været lidt primitive sammen. Vi har haft tid til både legeplads, ture i lokalområdet og bålhygge med hotdogs, og de har sovet som en sten om natten. Det er kun vi voksne, der har ligget lidt vågne og lyttet til lydene af ugler og pindsvin.”
Fakta om Blokhus Outdoor
Blokhus Outdoor Camping er et outdoor resort, hvor gæsten kan føle sig alene i naturen, være primitiv og lave mad på bål, men samtidig have nem og bekvem adgang til moderne faciliteter som toilet og bad. Her har man siden 2017 arbejdet målrettet med at invitere den vilde natur indenfor på campingområdet, så campingpladsen i dag er genoprettet som et varieret naturområde, der tilbyder camping i naturlige omgivelser.
I forbindelse med at de fem familier blev inviteret på gratis outdoor-overnatning havde Blokhus Outdoor indgået et samarbejde med de lokale attraktioner Hjortdal Dyrefarm, Museum for Papirkunst, Blokhus Lys, Blokhus-Salt, keramiker Catherine Collart og Galleri Rødhusgaarden, der alle tilbød gæsterne gratis oplevelser.
Kilde: Blokhus Outdoor