Der var overvejende positive elementer i fredagens udekamp mod lokalrivalerne fra Vejgaard B. Alligevel endte det hele i enorm skuffelse og frustration.
Ingen var forud for første fløjt i tvivl om, hvor svært et sted Soffy Road er at spille, men med sidste weekends sejr i ryggen var engagementet stort og det var tydeligt fra start, hvor Jammerbugt FC lagde aggressivt og målrettet ud.
Fra starten af kampen var det tydeligt, at game planen var klar og at den fungerede fortrinligt. Hjemmeholdet blev trykket tilbage og Jammerbugt FC både vandt nærkampene og skabte chancerne. Allerede efter fem minutter var Sonny Jakobsen tæt på med en first timer på et Bardhec Bytyqi indlæg efter et velopbygget angreb.
Men efter et lille kvarters spil blev alle de gode takter pludselig sendt i baggrunden. Det var tæt på første gang Vejgaard var over midten i kampens indledende fase, men det holdte ikke værterne tilbage for at bringe sig i front på sin første halve chance. Velkommen til Vejgaard!
Et sådan scenarie er efterhånden blevet en specialitet for aalborgenserne, hvor hårdt arbejde, effektivitet og kynisme har resulteret i en imponerende pointhøst denne sæson.
Jammerbugt FC spillerne lod sig dog ikke slå ud over den tidlige forskrækkelse, selvom opgaven mod et tilbagetrukket og kompakt Vejgaard hold nu ikke så spor nemmere ud. Men Jammerbugt spillerne kørte på, og blev belønnet for det.
Små ti minutter efter værternes føringsmål udlignede Jammerbugt FC til 1-1, da endnu et godt gennemspillet angreb blev afsluttet med en god Bardhec Bytyqi aflevering fra baglinjen og tilbage i feltet, hvor Sead Gavranovic stod klar. Sead blev i første gang blokeret, men insisterede på at det var tid til en udligning. Reposten blev banket i nettaget og Jammerbugt FC var ”back on track”.
Der fulgte flere chancerne i den efterfølgende periode og med pausen teen i sigte satte Jammerbugt FC sig i førersædet – ganske fortjent. Sonny Jakobsen erobrede bolden uden for hjemmeholdets felt og satte direkte retning mod mål. En iskold inderside sendte bolden fladt i det lange hjørne, og angriberen, der fik hul på målbylden i sidste weekend, virkede skarp denne dag på Soffy Road. Det var en vigtig scoring, som betød, at Vejgaard nu var tvunget til at komme længere frem på banen. Det gav mere plads og i perioder skabte Jammerbugt FC holdet chancer efter behag. Pauseføringen derfor meget fortjent, men kampen langt fra lukket ned.
Måske netop derfor startede 2. halvleg lidt nervøst fra Jammerbugt FC’s side. Man var klar over, at endnu en scoring var nødvendig, hvis ikke det skulle blive unødigt farligt i løbet af kampens anden halvdel. Jammerbugt søgte da også den tredje scoring. Et dybdeløb fra Sonny Jakobsen var tæt på at resultere i netop det mål, men bolden blev rettet af til hjørne. Minutter senere lykkedes det til gengæld.
Igen var Sonny indblandet. Angriberen drev bolden frem og lagde den til rette for fremadstormende Glenn Rask på tværs af feltet. Højrebacken bankede resolut læderet i nettet til 3-1.
Herfra handlede det om at køre sejren sikkert i hus, og langt hen ad vejen så det ud til at lykkes. Intensiteten og tempoet fes stille og roligt ud af opgøret, mens minutterne gik. Måske derfor gled også koncentrationen hos Jammerbugt FC spillerne. Et dumt straffespark sendte pludselig, ud af det blå, hjemmeholdet tilbage i kampen. Ved 2-3 lugtede Vejgaard igen blod, og selvom spændingen steg, formåede de hvid og blå klædte ikke for alvor at sætte den blå bølge under pres.
Men der kom liv i kampen og Vejgaard nægtede at give op. Jammerbugt FC skabte fortsat chancer, men kort før tid fik Jammerbugt FC ikke clearet en bold i eget felt og Vejgaard var hurtigt over reposten, som blev sendt mod mål, og mellem venner og fjender fandt vej ind over målstregen. 3-3.
Det var på en og samme tid uvirkeligt og så alligevel lige efter sæsonens manuskript, hvor Vejgaard trods store udfordringer bliver ved at tage point mod alle odds, mens Jammerbugt FC trods spilovertag og masser af chancer igen og igen må se sejren smuldre og nøjes med det ene point.
Denne fredag aften var udfaldet dog særligt svært at acceptere. De tre point var mere en halvvejs hjemme i Jammerbugten, da aalborgenserne pludselig spændte ben. Men respekt for Vejgaards ”never give up” attitude og ros til Jammerbugt FC for en veludført game plan – dog kan holdet kun takke sig selv for de tabte point. Nu skal tingene til at gøres helt færdige, hvis ikke toppen skal trække fra de blå blusede.
Der kommer heldigvis en ny chance for tre point allerede tirsdag aften, hvor den udsatte kamp mod Middelfart skal spilles på Sparekassen Vendsyssel Arena.
Vejgaard B – Jammerbugt FC: 3-3 (1-2)
14’ 1-0 Daniel Olsen, Vejgaard B
22’ 1-1 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
37’ 1-2 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
56’ 1-3 Glenn Rask, Jammerbugt FC
82’ 2-3 Behrem Rizvic, Vejgaard B (straffe)
89’ 3-3 Simon Pedersen, Vejgaard B
Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Glenn Rask, Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen – Sead Gavranovic (Max Møller), Christian Rye, Zander Hyltoft, Bardhec Bytyqi – Viktor Ahlmann (Morten U. Thomsen), Sonny Jakobsen (Sebastian Mourier).
Kilde: Jammerbugt FC / Af: Thomas Jansen