Tirsdag d.14. februar kl.14 afsløres en afstøbning af det berømte bronzetyrehoved,
som Julius Mølgaard fandt i Vildmosen i 1934. Det sker på Aabybro Rådhus, og alle
er velkomne.
I 1934 stødte den 24-årige Julius Mølgaard på noget usædvanligt, da han sammen med
sin bror var ude for at grave tørv til opvarmning af hjemmet, Haugaardsminde – i dag
Centralgaardsvej 121 ved Aabybro. Tørvegravningen fandt sted i Vildmosen, og Julius
troede i første omgang, at det var en sten, han var stødt på. Men ved nærmere øjesyn
viste det sig at være en bronzegenstand, formet som et tyrehoved og på størrelse med et
hønseæg.
Findeløn og et par nye sko
Tørveparcellen, hvor tyrehovedet blev fundet, ligger på linien mellem trædestenene ved
Aaby Bjerg og Sandelsbjerg i Vildmosen. Det hørte dengang under Birkelse Gods, og
Julius afleverede derfor tyrehovedet til godsforvalter Knud Koch, som sørgede for, at det
kom videre til Nationalmuseet. Julius fik 25 kr. i findeløn, hvilket dengang svarede til en
ugeløn for en arbejder, og for 9,50 kr. købte han et par nye sko. Det fortæller Julius’s
niece, Kirsten Mølgaard, der har nedskrevet detaljerne omkring sin onkels berømte fund.
Klenodie på Nationalmuseet
I dag indgår det lille bronzetyrehoved i Nationalmuseets oldtidssamling. Ifølge eksperterne,
Peter Pentz og Flemming Kaul, er der tale om et usædvanligt fund, og museet betragter
bronzehovedet som et af klenodierne i oldtidssamlingen. Sandsynligvis har hovedet har
været ét af flere håndtag på et større kar, en såkaldt figurkedel, hvor Gundestrupkarret fra
Himmerland er det mest berømte fund. Figurkedlerne stammer fra århundrederne op til
Kristi fødsel (år 0), hvor den keltiske kultur var fremherskende, og har sandsynligvis været
anvendt i forbindelse med religiøse ritualer, før de endte som offergaver i moserne.
Velkommen d.14. februar kl.14
Med støtte fra Norlys og stort engagement fra den lokale ildsjæl, Grethe Rolle, er der nu
blevet fremstillet en bronzeafstøbning af det 2000 år gamle bronzetyrehoved.
Afstøbningen afsløres tirsdag d.14. februar kl.14 på Aabybro Rådhus i Borgerservice, hvor
den herefter kommer til hænge, så alle kan nyde den og fascineres af historiens vingesus.
Alle interesserede er meget velkomne til ferniseringen, hvor Grethe Rolle og borgmester
Mogens Christen Gade begge vil sige et par ord.
For yderligere information: Kontakt kulturkonsulent, Ulla Tjell på tlf. 4191 2936,
utd@jammerbugt.dk