Herregården Bratskov i Brovst bringer Danmark tilbage i tiden, når den årlige levendegørelse skydes i gang den 6. juli. Hele 26. gang byder den flotte gamle herregård på en hyggelig event, hvor knap 100 frivillige, lokale ildsjæle, klædt i dragter fra ”dengang”, levende fortæller om ”dengang morfar var ung”.
Torsdage vil der køre hestevogn fra parken og Brovst Handelsforening tog ”FUT” alle 5 torsdage kører ture rundt i Brovst. I smedjen står smeden klar til at smede hestesko, ligesom både skolelærerne og skomageren også er klar til at byde velkommen til både store og små. Kælderen byder på gamle redskaber og en grum heks, der fortæller uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik. I stuerne sidder de flittige hænder og fremviser gammelt håndværk, og ude på gårdspladsen sørger slotsherren og slotsfruen sammen med spillemændene for den hyggelige, musikalske stemning.
Der vil også være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, gin, marmelader, grøntsager og blomster m.m. Desuden vil der være veteranbiler fra Frederikshavn, Brønderslev, Fjerritslev og Pandrup, og eventkoordinator Jette Haugaard Grønhøj fra VisitJammerbugten håber på godt vejr.
Udover veteranbilerne er der andre spændende aktiviteter at opleve. Den 13. juli viser vaskekonerne, hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj. Der vil blive vasket på vaskebræt, og har man lyst, må man gerne prøve de gamle vaskeredskaber. Den 20. juli viser ”Historisk Mode” – en festlig udendørs modeopvisning, hvor lokale modeller i alle aldre indtager catwalken og viser en kavalkade af kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1930-1970. Desuden er der den 27. juli premiere på en helt ny redskabs- og værktøjsudstilling fra Mellem Mølle Landbrugsmuseum.
Den 3. august kommer Han Herred Traktorlaug på besøg. De laver en udstilling af gamle maskiner og traktorer, som man kan se på og måske endda se dem arbejde. Det er altid populært for både store og små.
Levendegørelsen af Bratskov finder sted hver torsdag fra kl. 10.00-13.00 i ugerne 27-31. Der er som altid gratis entré og spændende rundvisning hver torsdag kl. 11-12 rundt på Bratskov ved Ketty Johansson, på nær i uge 29, hvor der er modeshow. Ligesom Café Bratskov holder åbent kl. 10-13, hvor man kan købe lidt godt til ganen og hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro.
Oplev de gamle historier, den hyggelige stemning og de mange spændende aktiviteter, når Herregården Bratskov i Brovst bringes til live. Det er en unik oplevelse, som du ikke må gå glip af.