Alene i 2021 har Skattestyrelsen sendt ekstraregninger ud for næsten 30 mio. kr. til personer og virksomheder, som ikke har betalt korrekt skat af kryptogevinster, og nu kan Skattestyrelsen indhente identifikationsoplysninger fra udvalgte danske kryptobørser og gennemføre flere kontroller. Det er derfor særlig vigtigt at indberette kryptogevinster til SKAT for at undgå en ekstraregning, lyder rådet fra PwC.
Som noget nyt er udvalgte danske kryptobørser blevet pålagt at udlevere identifikationsoplysninger på personer, der har købt og solgt kryptovalutaer fra 1. januar 2019 til 31. december 2021. Det betyder, at Skattestyrelsen nu kan indhente oplysninger på skattepligtige personers og virksomheders transaktioner med virtuel valutaer som fx bitcoin, ethereum eller litecoin.
“Der er mange danskere, som enten ikke får betalt skat af deres kryptogevinster overhovedet eller ikke betaler den korrekte mængde skat, og det resulterer i en ekstra skatteregning. Skattereglerne for kryptovalutaer er mere komplekse end beskatning af aktiegevinster, og samtidig skal man som privatperson selv indberette sine gevinster og tab på kryptovalutaer modsat aktier handlet gennem et dansk depot eller platform,” fortæller Claus Høegh-Jensen, partner og leder af PwC’s personskatteafdeling, og fortsætter:
“Skattestyrelsens tilladelse til indhente oplysninger fra danske kryptobørser er en ekstra påmindelse til de personer, der handler med kryptovalutaer, om at sætte sig ind i reglerne og få skrevet både gevinster og tab på årsopgørelsen og dermed sikre, at man betaler den korrekte skat.”
Som udgangspunkt en asynkron beskatning
Som hovedregel betragter Skattestyrelsen handel med kryptovalutaer som spekulation, og derfor bliver kryptovalutaer også beskattet asynkron. Modsat aktier kan gevinster og tab som udgangspunkt ikke altid udlignes, så derfor har et tabsfradraget også mindre skattemæssig værdi end en gevinst.
“Siden 2019 har 75 % af Skattestyrelsens kontroller ført til reguleringer og samlet opkrævninger for knap 58 mio. kr. Det vidner om, at der er mange, som endnu ikke er helt inde i reglerne om beskatning af kryptovalutaer og muligvis har brug for vejledning og information,” fortæller Claus Høegh-Jensen.
I nogle tilfælde kan man godt modregne et tab i en kryptogevinst, men det kræver, at man køber og herefter sælger samme kryptovaluta i samme indkomstår uden at købe nye kryptovalutaer i mellemtiden.
“Der findes utrolig mange forskellige valutaer, og når man går ind og handler med dem, er det vigtigt at sætte sig ind i de skattemæssige forhold, som er knyttet dertil. Både for at sikre, at man betaler korrekt skat, men også for at undgå betydelige ekstraregninger fra Skattestyrelsen, som udover et skattesmæk i nogle tilfælde også kan udløse en bøde,” afslutter Claus Høegh-Jensen.
Kilde: PwC