Regionsrådet har besluttet at bygge et specialiseret døgntilbud til unge med svær selvskadende adfærd på en af regionens egne ledige grunde på Brandevej i Aalborg Øst. Det betyder, at tilbuddet forventeligt kan tages i brug om ca. 2 ½ år.
Egen grund fremskynder byggeri
I løbet af andet halvår 2025 forventer Region Nordjylland at kunne åbne dørene til et helt nyt specialiseret døgntilbud for børn og unge med svær selvskadende adfærd beliggende på Brandevej i Aalborg Øst. Der bliver 10 pladser til børn og unge mellem 14-23 år på det nye tilbud.
Regionsrådet har netop besluttet, at det nye tilbud skal bygges på en af regionens egne ledige grunde, der ligger ved siden af nogle af Psykiatriens nuværende ambulatorier og sengeafsnit på Brandevej 5. Det glæder Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland, at man med beslutningen kommer et skridt nærmere åbningen af et botilbud til denne sårbare gruppe.
Det fremskynder byggeriet, at vi så hurtigt selv har kunnet stille en egnet grund til rådighed, der er placeret i kort køreafstand fra Børne- og Ungdomspsykiatriens fremtidige placering i Hospitalsbyen i Aalborg Øst. Lige netop sådan en placering har været en forudsætning, da beboerne i forskellig grad vil have behov for ambulant psykiatrisk behandling, siger Vibeke Gamst.
Stigende behov for tilbud til målgruppen
Det er Region Nordjylland, der står for byggeriet af den nye institution, som efterfølgende bliver drevet af Specialsektoren i Region Nordjylland. De nordjyske kommuner kan så visitere borgere til tilbuddet.
Det er vigtigt, at vi hurtigt får etableret dette tilbud, da kommunerne har oplevet et stigende behov for et specialiseret tilbud til netop denne sårbare gruppe, som det kræver helt særlige kompetencer at hjælpe. Børn og unge med svær selvskade har behov for en massiv socialpsykiatrisk indsats, og skal samtidig have mulighed for specialiseret behandling i deres nærmiljø. Det vil vi kunne tilbyde på Brandevej, hvor den unge opholder sig på et botilbud med medarbejdere med specialkompetencer, og man samtidig har Psykiatriens kompetencer tæt på, siger Vibeke Gamst.
Byggeriet af det nye tilbud forventes at koste ca. 35 mio. kr.
Kilde: Region Nordjylland