Fra Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland og Psykiatrien er det kendetegnende, at borgerne har taget et stort ansvar, og har forberedt sig rigtig godt på snevejret.
– Vi oplever, at borgerne udviser stor ansvarlighed. De har været gode til at ringe til os, hvis de ikke kunne møde op. Vi oplever også, at pårørende henter patienter, så de kan komme godt hjem, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen fra Regionshospital Nordjylland.
Mange patienter møder ind i dag til deres ambulante tider på de tre hospitaler.
– Der er et pænt fremmøde hos os, og vi har kun nogle få, der ikke møder op, siger lægefaglig direktør, Tina Gram Larsen, fra Psykiatrien.
Fra Aalborg Universitetshospital har hospitalsdirektør Per Christiansen denne kommentar:
– Vi har en del patienter, der har aflyst deres tider eller har fået omlagt deres konsultationer til virtuelle. Vi har måttet aflyse nogle få planlagte operationer, da tilstrækkeligt personale ikke kunne møde op i Hobro og nogle få PET CT-skanninger, fordi de radioaktive isotoper, vi får fra Aarhus, ikke er nået frem.
Akutmodtagelserne i Aalborg, Thisted og Hjørring melder om en ”helt almindelig onsdag”. Borgerne holder sig inden døre, så de falder ikke og får brud og forstuvninger. De, der kommer i Akutmodtagelsen lige nu, er typisk ældre borgere med svære infektioner – lungebetændelse, covid etc. Men det ville de gøre alligevel på denne årstid.
Den Præhospitale Virksomhed har denne status:
Ude på landevejene kører det også regelmæssigt for vores akutte beredskab. Ambulancer, patienttransporter, akutbiler m.m. kommer frem – og er der akut behov for sundhedsfaglig hjælp, så er regionen klar at hjælpe.
Områdeleder og chefvagt i Den Præhospitale Virksomhed, Jacob Kirkelund Christensen, siger:
– Vi har et rigtig godt samarbejde med bl.a. politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og Nordjyllands Beredskab og kommunerne, der alle assisterer hinanden – også med snerydningen. Det betyder, at vi også kommer frem de steder, der ellers er svært tilgængelige lige nu. Der bliver ikke skubbet opgaver foran os, men der kan selvfølgelig være situationer med længere ventetid end forventet på patienttransporter og ikke-akutte opgaver.