Kommunalbestyrelsen har taget hul på behandlingen af budgettet for 2027. Forslaget omfatter blandt andet et klasseloft på 24 elever og knap 38 millioner kroner til nye cykelstier.
Der er lagt op til investeringer i både velfærd og lokale anlæg i Jammerbugt Kommunes budget for 2027. Kommunalbestyrelsen førstebehandlede forslaget den 17. september, og den endelige vedtagelse er planlagt til mødet den 8. oktober.
Blandt prioriteringerne er børn og unges trivsel, mere støtte til mindre skoler og et løft af ældreområdet.
– Budgettet for 2027 lægger bl.a. op til et markant løft af skole-, familie-, ældre- og arbejdsmarkedsområdet. Samtidig sætter vi fokus på at videreudvikle turismen, fortsætte den grønne omstilling og forbedre kommunens cykelstier og bygninger, siger borgmester Christian Hem.
Mindre klasser og styrket ældrepleje
Budgetforslaget lægger op til at indføre et klasseloft på 24 elever i folkeskolen. Samtidig er der afsat en særskilt pulje på 1,6 millioner kroner til kommunens mindre skoler.
På børne- og ungeområdet er der desuden fokus på at forebygge mistrivsel, styrke unges vej til beskæftigelse og fortsætte arbejdet med juniormesterlære. Et nyt tilbud til unge med psykisk lidelse og rusmiddelproblemer indgår også i forslaget.
Ældreområdet står til at få tilført fire millioner kroner til hjemmeplejen og flere plejehjemspladser. Derudover skal faste teams være implementeret i 2027, og ventelisterne til aktivitetscentrene skal nedbringes.
Cykelstier og lokale mødesteder
På anlægsområdet omfatter budgetforslaget knap 38 millioner kroner til nye cykelstier og en renovering af Skovsgaard Skole.
Kommunen vil også arbejde med at forbedre rammerne for Værestedet Solsikken i Aabybro og undersøge, hvordan de tidligere tandlægeklinikker i Aabybro og Brovst kan få nyt liv.
En mulighed er at indrette husene til flere formål med eksempelvis aktiviteter for
