Jetsmark Idrætscenter holder dørene åbne mellem jul og nytår og tilbyder fire dage med motion og aktiviteter for både lokale borgere og feriegæster. Initiativet kommer fra centerets nye direktør, Peter Brix Mousten, som tiltrådte den 1. december.
Oprindeligt var planen, at idrætscenteret skulle holde lukket i perioden, men den nye direktør har valgt at ændre planerne og i stedet skabe liv i huset i juleferien.
Fra den 27. til 30. december kl. 10.00 til 14.00 kan besøgende få adgang til hele centeret for 50 kroner pr. person pr. dag. Tilbuddet giver adgang til svømmehal, springcenter samt baner til badminton, fodbold og pickleball. Derudover tilbydes daglig holdtræning fra kl. 11.00 til 12.00 med instruktører fra blandt andet Aalborg og Pandrup.
– Et idrætscenter skal være et levende samlingspunkt – også i ferieperioder. Mange har fri i julen og leder efter noget at lave, og her vil vi gerne tilbyde et aktivt alternativ, siger Peter Brix Mousten.
Den nye direktør har tidligere været involveret i en række større motions- og idrætsarrangementer, herunder Aalborg Halvmarathon, Hasserisløbet og Trail Challenge. Den erfaring ønsker han nu at bringe i spil lokalt i Jammerbugt Kommune.
– Det betyder meget for et lokalsamfund, når man kan samle mennesker om aktiviteter og fællesskab. Jetsmark Idrætscenter skal være et sted, man har lyst til at komme – også uden for hverdagen, siger han.
Arrangementet henvender sig både til borgere i lokalområdet og til feriegæster, som holder juleferie i sommerhusområderne langs vestkysten. Centeret peger på nem adgang og gratis parkering som en del af tilbuddet.
Fakta
- Datoer: 27.–30. december 2025
- Tid: Kl. 10.00–14.00
- Pris: 50 kr. pr. person pr. dag
- Aktiviteter: Svømmehal, springcenter, badminton, pickleball, holdtræning kl. 11.00–12.00
- Parkering: Gratis
- Adresse: Jetsmark Idrætscenter, Bredgade 140, 9490 Pandrup

