Jammerbugt Kommune har kåret en vinder af Kulturprisen 2022. Vinderen blev Gerda Tranberg, som er formand for Kunstgruppen Silikone.
Gerda Tranberg, formand for Kunstgruppen Silikone, modtog Jammerbugt Kommunes kulturpris i 2022 ved et festligt arrangement på Tranum Strandgård, hvor Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og Formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen gav Gerda Tranberg flotte ord med på vejen.
Gerda Tranberg modtog prisen for sin massive, flotte og vedholdende rolle i kunstens verden i Jammerbugt Kommune. Gerda Tranberg er på samme tid jordbunden og åben over for nye idéer, og hun arbejder ihærdigt for at give plads til bredden i kunsten – samtidig med at hun udstikker en kvalitetssikker kurs.
Ved uddelingen af prisen var der kunstneriske oplevelser med Arthur & Kim, Koret Voqalis samt Kirsten Gitz & Fillip N. Stehr-Rasmussen, og arrangementet markerede ligeledes afslutningen på kommunens årlige kulturuge. Formand for Kulturelt Samvirke Inge Pedersen var eftermiddagens toastmaster.
Kilde: Jammerbugt Kommune

