I anledning af det verdensomspændende initiativ, Earth Hour, slukker Jammerbugt Kommune igen i år for gadelyset mange steder for at sætte fokus på naturen og klimaet. Dertil kommer udstillinger på bibliotekerne om klimaet.
Jammerbugt Kommune vil gerne sætte fokus på naturen og klimaet ved at slukke for lyset på de fleste veje og gader i kommunen – det sker lørdag 28. marts i en time fra kl. 20.30 til 21.30.
Bibliotekerne i kommunen markerer også Earth Hour ved at have udstillinger om emnet på hver afdeling.
Earth Hour er en tradition, som rigtig mange danskere deltager i hvert år. Det samme gør mange af landets kommuner, som slukker for gadebelysning, arrangerer aktiviteter med fokus på biodiversitet eller laver hyggelige events i mørket.
Flere tusinde ikoniske bygninger verden over blev mørkelagt sidste år i forbindelse med Earth Hour. Herunder Kronborg Slot, Eiffeltårnet i Paris, Empire State Building i New York og Operahuset i Sydney.

Kilde: Jammerbugt Kommune
Earth Hour. Sluk lyset – tænd for livet!
2020 er et afgørende år for verdens natur og dyreliv, og derfor sætter årets Earth Hour naturligvis fokus på biodiversiteten forud for FN’s internationale biodiversitets konference, der afholdes i efteråret 2020.
Verdens biodiversitet er truet, hver sjette art er i fare for at dø, og naturen er ude af balance. Derfor slukker vi lyset for at sætte fokus på alt det liv, som vi gerne vil bevare. Naturen er nemlig nøglen til at løse både klimaforandringerne og biodiversitetskrisen. Når kloden går i sort, er det for at vise, at vi alle har en stemme, og at vi forventer, at verdens beslutningstagere lytter og handler. Derfor opfordrer vi virksomheder, organisationer og privatpersoner til at deltage i årets Earth Hour, for samtalen om klodens fremtid skal ikke foregå uden dig. Sammen kan vi gøre en forskel!
Vær med den 28. marts. Sluk for lyset – tænd for livet!
Earth Hour er det første skridt
Udover den symbolske mørke time, hvor lyset slukkes én time for at markere, at klimasagen skal tages alvorligt, er kampagnen også din mulighed for at lade din stemme blive hørt og tage handling for verdens natur og dyr. Find inspiration til, hvordan du, din virksomhed eller din kommune kan skabe en grønnere og mere klimavenlig hverdag. Du kan bl.a. downloade vores guide eller dele Earth Hour-plakaten dit netværk.
Hvornår startede Earth Hour?
Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset en time for klimaet.
Hvorfor 60+?
Earth Hours logo 60+ symboliserer den ene time, hvor lyset slukkes i 60 minutter. Plusset symboliserer, at kampen for klimaet, naturen og dyrelivet fortsætter udover den time, hvor vi slukker lyset – at hver time gælder.
Vær med!
Hvis du vil vide mere om Earth Hour kan du kontakte earthhour@wwf.dk eller følge med på WWF’s facebookside, hvor vi op til og efter Earth Hour sætter fokus klimaforandringernes konsekvenser for dyr, natur og mennesker. Her giver vi dig viden og inspiration til, hvordan du kan være med til at gøre en forskel. Du kan også følge på instagram under hashtag #EarthHour og #Connect2Earth
Kilde: WWF Danmark