RéVision+ mere end revision og regnskab.
Skrevet af Line-Maria B. Skinderholm
”Vi er et revisionsfirma udover det sædvanlige, med fokus på både nærhed og kvalitet ift. alle vores medarbejdere og kunder. Vi adskiller os ved at kunne tilbyde det bedste af 4 verdener.”
”Vi har samme kompetencer som de helt store revisionsfirmaer, men tilbyder samtidig rådgivning indenfor forretningsudvikling, formueoptimering samt forretningsafhændelse.”
Humor?
At man som almindelig revisor kan se nødvendigheden af, at hverdagen skal indeholde en vis portion humor, er for nogen, især udenfor revisionsbranchen, lidt af en påstand. Men for René Aagesen er det en nødvendighed, og hans medarbejdere bliver ofte mindet om det – særligt over frokosten der indtages samlet på hovedkontoret i Storvordes frokoststue. Her er også opsat et spil bordfodbold, der er tilgængeligt, når en pause er tiltrængt.
”Jeg blev statsautoriseret revisor, fordi jeg som dreng lærte en mand at kende ved navn Jørgen. Jørgen er virkelig sjov, og Jørgen var dengang statsautoriseret revisor. Jeg ville også gerne være sjov, så derfor ville jeg også være statsautoriseret revisor. Det viste sig dog senere, at ikke alle revisorer er lige så humoristiske som Jørgen. Humor er dog utrolig vigtigt. Hvis ikke man husker at holde en uformel tone på kontoret, og kan lave lidt sjov med hinanden, bliver det for tungt i længden. Især i travle perioder hvor vi sidder med store regnskaber og opgaver, der kan trække tænder ud.” René Aagesen
Udtaler René Aagesen og ser med et glimt i øjet ud over kanten af sine firkantede revisor-briller. For ham er det vigtigt, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er dokumenterbart i orden. Dette symboliseret ved Arbejdstilsynets grønne smiley, samt at hans medarbejdere kan finde en réel fornuftig balance mellem arbejde og privatliv. Det bliver taget alvorligt ved at tilbyde fleksible arbejdstider samt nedsat arbejdstid. Det giver gevinst, når det handler om medarbejdernes trivsel. Hvis der bliver for tungt i den ene ende af vægtskålen, kommer den i sidste ende til at tippe til den forkerte side, og det kan resultere i sygemeldinger med stress. Det er kun en gevinst for både virksomhed og ansatte hvis medarbejdertrivslen er høj. Han ansætter altid ud fra en præmis om at få den bedste til jobbet, og dette under forhold der passer den enkelte helt individuelt.
Placeret tæt på Aalborg Universitet.
Af miljøhensyn og andre årsager kan det være en smule besværligt at finde parkering i Aalborg centrum. Derfor faldt valget af hovedkontorets beliggenhed på Storvorde, der ligger meget tæt på Aalborg Universitet, og altid har en gratis parkeringsplads ledig.
Det bedste af 4 verdener.
Men hvad betyder det så egentlig, når der loves: det bedste af 4 verdener? I dette tilfælde menes der, at man som kunde kan forvente at få ’dét der’ ekstra for sine revisorpenge og at medarbejderne har mulighed for at tilegne sig andre kompetencer end traditionel revision og regnskab.
”Vi er et revisionsfirma udover det sædvanlige, med fokus på både nærhed og kvalitet ift. alle vores medarbejdere og kunder.”
”Vi har samme kompetencer som de helt store revisionsfirmaer, men tilbyder samtidig strategikonsulenter og erfaring fra erhvervslivet udenfor revisionsbranchen. Det betyder at vi tilbyder rådgivning indenfor forretningsudvikling, formueoptimering, forretningsafhændelse.” René Aagesen
Det er lidt af en præstation at starte en nytænkende revisionsvirksomhed op fra bunden, og mange har haft en mening m.h.t. om det kunne lade sig gøre. Dette har dog ikke stoppet René Aagesen, der startede med at opkøbe Erling G. Jensens virksomhed i 2017 med en vision om at skabe en omspændende revisionsvirksomhed med plads til det meste. På bare to år er virksomheden vækstet i rivende fart og er blevet udvidet med endnu 8 afdelinger, så RéVision+ nu dækker både Aalborg, Aarhus, Viborg, Faaborg, Aars, Nibe, Løgstør, Randers og Bjerringbro. Der er i skrivende stund forhandlinger flere steder rundt omkring i landet og næste tilføjelse bliver højst sandsynligt i hovedstadsområdet.
Arbejdsdagen består nu i alle afdelinger af både regnskaber, der udarbejdes i tæt samarbejde med kunderne, og der arbejdes på højtryk med udvikling af nye rådgivningsydelser som revisorabonnement, hvor du bl.a. kan ringe alt det du vil til en fast pris pr. måned, samt revision og regnskab med prisgaranti. Revisionsarbejdet i sig selv er spændende, men det er den ekstra rådgivning der ydes, der får virksomhederne til at overleve og vækste. Det kan være en stor beslutning at skifte sin revisor, som man ofte har et tæt samarbejde med. Derfor gives der mulighed for at få to timers gratis sparring, der kan ende med et tilbud.
”Vi har en passion for at hjælpe alle virksomheder, men føler især at vi kan gøre en forskel for iværksættere, for vækstvirksomheder og for kriseramte virksomheder. Vi hjælper ikke kun med regnskab, budgetter og administrative opgaver, men yder også sparring til ledelsen omkring strategi, forretningsplaner og meget mere.” René Aagesen
Tilgangen kommer fra en lang erfaring fra erhvervslivet, hvor René selv har stået i udfordrende situationer i ledelsen af større og mindre virksomheder både i og udenfor revisionsbranchen. Han mener desuden at stilstand er lig med tilbagegang, og ser det som en spændende udfordring at hjælpe virksomheder til vækst – til gavn for både virksomhedsejere, medarbejdere og samfundet.