PANDRUP RUSTER OP TIL EN FORRYGENDE BLACK FRIDAY!
Af Flemming Jansen
Det er Black Friday i denne uge, og det sætter sit tydelige præg på aktiviteter og tilbud i butikkerne over det ganske land. Således også i Pandrup, hvor handelslivet for alvor har oprustet til en forrygende Black Friday med både knaldgode tilbud i forretningerne og events med oplevelser for hele familien.
Startskud til de kommende ugers julehandel
Black Friday er samtidig et startskud til de kommende ugers julehandel, og det bugner af tilbud såvel i byens dagligvarebutikker som i de mange specialbutikker. Så skal man noget godt at spise og drikke eller have nyt tøj og nye sko til julefrokosten, nye smykker, nyt ur, remdier til køkkenet, badeværelset eller kopper og tallerkener og måske en blomst til den ene eller den anden lejlighed – ja, kø-tilbud er der overalt. Byens butikker med deres store og alsidige varesortiment er leveringsdygtige i det hele og mere til! Der holdes åbent fra kl. 08,00 til kl. 20,00, så der er masser af tid til at gå på opdagelse og til at lade sig inspirere og friste i det spændende, indbydende og inspirerende julehandelsunivers i Pandrup.
Du kan møde julemanden på Sparekassetorvet
Som så ofte før, når der er liv og aktivitet i byen, er det Sparekassetorvet, der er det bankende hjerte i det hele, og butikkerne er de lysende stjerner rundt omkring i byen. Pandrup har også i år har en smuk julebelysning i Bredgade med de karakteristiske stynede træer, der i juletiden bærer de mange lyspærer. Ikke mindst børnene er der tænkt på Black Friday på Sparekassetorvet. Julemanden og hans nissebørn kommer nemlig på besøg i dagens anledning, så de utvivlsomt rigtig mange fremmødte børn kan få lejlighed til at hilse på julemanden, ligesom de kan aflevere deres ønskeseddel og oven i købet få taget et billede sammen med ham, så de får et varigt minde om dette års Black Friday.
Hyggelig og oplevelsesrig Black Friday for hele familien
Julemanden vil være at finde på Sparekassetorvet mellem kl. 15 og kl. 18, ligesom der vil være opstillet borde og stole, hvor hele familien kan hygge sig med at nyde den gløgg, de æbleskiver og den varme kakao, der sælges på stedet. – Der er på alle måder lagt op til en rigtig hyggelig og oplevelsesrig Black Friday i Pandrup for hele familien!
Topfoto:Masser af liv og julestemning på Sparekassetorvet i Pandrup (arkivfoto).
…