JULEBELYSNING I SALTUM!
Gennem mange år har der været forskellige former for julebelysning i Saltum hovedgade, men tidens tand har sat sine spor på pynten, så det var tid at finde en ny og bedre løsning. Vi har i den sammenhæng skelet lidt til Hune – Blokhus og deres løsning.
Der blev etableret et samarbejde mellem Saltum Borgerforening, Vind i Østrup og Saltum Handelsstandsforening, og i ca. et år har vi kigget på forskellige løsninger og har nu fundet den helt rigtige, synes vi. Saltum hovedgade er en hovedvej, der administreres af Vejdirektoratet, så det var her vi skulle søge tilladelse til at montere julebelysningen på lygtepælene. Omkring Sankt Hans blev der monteret en prøve på den kommende julepynt på lygtepælen uden for KA-FE Feddet til stor undren for de forbipasserende, – og genstand for megen god snak i byen. LYGTEPÆL MED JULETRÆ VED MIDSOMMERTID! De er skøre de saltumfolk.
Næste skridt var finansieringen, idet den valgte løsning monteret på 34 master løb op i ca. kr. 300.000.
Vi blev enige om at søge relevante fonde samt at samle penge ind blandt byens borgere og handlende. Der blev lavet en flyer i A4-format med billede af julebelysningen og opfordring til at give et bidrag, stort eller lille. Den blev husstandsomdelt i Saltum og omegn i løbet af sommeren, og Saltums borgere og erhvervsliv har været meget generøse, og der er kommet rigtig mange penge ind på kontoen. STORT TAK TIL HVER ENESTE GIVER!
Vi har desuden fået fra Vind i Østrup, SE Vækstpulje og Sparekassen Vendsyssel Fond – Hvetbo. Også en stor tak til disse fonde.
Søndag den 24. november 2019 kl. 15.30 kommer så det store øjeblik, hvor julebelysningen skal tændes. Vi har fået hjælp hertil af vores præst, Kristian Gram Skjoldager, og samtidig tændes også byens juletræ på torvet midt i byen.