UDSTILLINGNEN “NOVEMBERKUNST” PÅ INGSTRUP EFTERSKOLE BLEV IGEN I ÅR ET TILLØBSSTYKKE
Af Flemming Jansen
I weekenden 9. november/ 10. november stod Ingstrup Efterskole i kunstens tegn. Kunstudstillingen ”Novemberkunst” har gennem efterhånden mange år været en tradition skabt af Kunstforeningen Hvetbo, som stadigvæk står bag arrangementet. Faktisk kan den næsten legendariske kunstudstilling næste år fejre 30 års jubilæum. – Gennem alle årene har udstillingen vakt stor interesse i både specielt kunstinteresserede kredse og i den brede befolkning. Således er der altid masser af mennesker til ferniseringerne, der hvert år indledes på festlig vis med en åbningstale og et glas vin til de fremmødte. Således også i år, hvor det var lederen af Museum For Papirkunst i Hune/Blokhus, Bit Vejle, der leverede åbningstalen, og den tale levede på alle parametre op til de store forventninger. Bit Vejle har jo markeret sig som en fremtrædende agerende på den kulturelle scene både lokalt, nationalt og internationalt. Hendes åbningstale var den bedst tænkelige og inspirerende indgang til weekendens udstilling. Det samme gjaldt Trine Schmidts musikalske tryllerier på flyglet.
19 udstillende kunstnere til årets Novemberkunst
Udstillingen bød i år på ikke færre end 19 udstillende kunstnere. Tilsammen dækkede de et bredt og mangfoldigt spektrum af de forskellige kunstarter som eksempelvis maleri, skulptur, tegninger,, akvareller,, keramik og glas. Inspireret af seneste tre års succes med konceptet var der på udstillingen en særlig ”spirekasse” reserveret til unge og spirende talenter. Det har vist sig at være en rigtig god idé, som har været til stor glæde og inspiration for såvel de unge spirende kunstnere som for publikum.
Novemberkunst har virkelig sat sig selv på det det kunstneriske landkort
”Novemberkunst” har gennem årene for alvor slået sit navn fast som en årligt tilbagevendende udstillingsbegivenhed, som rigtig mange ser frem til at opleve og at være en del af. Årets udstilling levede op til alle forventninger, og nu er blikket rettet imod jubilæumsudstillingen i november 2020. Den skal nok blive endnu en god nordjysk kunstoplevelse…!
Topbillede: Bit Vejle fra Museum for Papirkunst holdt åbningstalen.