Af Flemming Jansen
En af de helt store folkelige traditioner i Pandrup er de legendariske hestevæddeløb, der afvikles på byens markedsplads en søndag eftermiddag hver sommer. Det er de blevet siden 1934 – dog med få undtagelser grundet besættelsen m.v. Sammen med Asaa er Pandrup det eneste sted i landet, hvor der er autoriseret totalisatorspil uden for de etablerede trav- og galopbaner. Denne ene gang om året overgår Aalborg Væddeløbsbanes bevilling således til Pandrup, og mange inkarnerede spillere på hestevæddeløb drager derfor denne dag til markedspladsen i Pandrup, der i dagens anledning er omdannet til en væddeløbsbane.
11 løb er programlagt
I år er der programlagt ikke færre end 11 løb. Væddeløbsdagen er fastsat til søndag d. 11. august, og det er som altid Pandrup Borgerforening, der står bag arrangementet. Det har gennem alle årene været båret af en stor stab af frivillige, idet op mod et par hundrede ildsjæle hvert år på den ene eller den anden måde udfører en specifik opgave, så det får hele den store event til at fungere optimalt. Mange detaljer skal gå op i en højere enhed, og det er man dygtige til at få til at fungere i Pandrup. Det eneste, man ikke har styr på, er vejret, så arrangørerne håber på godt væddeløbsvejr, så både ryttere, kuske, heste og publikum kan få en rigtig god, spændende og festlig dag ud af det.
Hestevæddeløb og folkefest
Pandrup Hestevæddeløb er nemlig andet og mere end hestevæddeløb, selv om de 11 løb er kernen i det, der samtidig er en folkefest med appel til hele familien. I år sættes der ekstra fokus på børnene med masser af muligheder for leg og adspredelse, mens de voksne ser på væddeløb og gør deres indsats i totalisatoren. Således finder man på væddeløbspladsen bl.a. hoppeborge for både små og lidt større børn, en stor sandkasse, mini-traktor bane samt diverse former for spil Endelig er der også mulighed for at se på veteranbiler, idet Midtvendsyssel Veteranklub også i år er på markedspladsen i Pandrup med et stort udvalg af ældre biler, der får nostalgien til at blomstre i fuldt flor. – Sult og tørst kan stilles i restaurationsteltet på pladsen, ligesom mange vælger at lade væddeløbsdagen danne ramme om en hyggeudflugt med medbragt mad og drikke. – Det hele giver en festlig og sommerlig atmosfære, som går op i en højere enhed som mest præcis kan betegnes som en sand folkefest!
Alle sejl sat til for at give både deltagere og publikum en god oplevelse
God og festlig væddeløbsstemning, spænding om placeringerne i de 11 løb samt hygge og adspredelse for stor og små – det er noget af det, du kan oplevet til Pandrup Hestevæddeløb. Det hele skydes i gang søndag d. 11. august kl. 13,00 og slutter ved aftenstid. Der er også i år lagt op til en uforglemmelig væddeløbsdag, og Pandrup Borgerforening har sammen med de mange frivillige medhjælpere sat alle sejl til for at give såvel deltagere som publikum en god oplevelse.