Af Maja Torp, folketingskandidat i Nordjylland (V) og medlem af Aalborg Byråd
Nordjylland er Danmarks største turistdestination – hvis vi lige ser bort fra hovedstaden. Det skyldes både vores fantastiske natur, vores fantastiske kyster og de mange, mange oplevelser i natur- og kystlandet, som Nordjylland er så rig på. Og det skyldes stadig mere, at hele oplevelseserhvervet med kultur, restauranter og hoteller i byerne konstant udbygger sine tilbud og skaber en vækst, som giver Nordjylland til turistdestination gennem hele året.
Det er vi stolte af – og det giver gode indtægter til både turist-, hotel- og restaurantionserhvervet og deres ansatte samt de offentlige kasser, der får del i fremgangen hver eneste gang, disse erhverv trækker kunder til og kan ansætte endnu flere. Det gavner hele Nordjylland.
Men lige nu, hvor corona-krisen generer hele verden, er hele denne nordjyske kronjuvel ramt hårdere end alle andre. De blev ramt før alle andre, hårdere end alle andre – og det er også den branche, der kommer senest ud af krisen.
Det britiske analysefirma Tourism Econimcs skønner nu, at turist- og oplevelseserhvervet først i 2023 vil være tilbage på niveauet fra før corona-krisen. Og det er ikke så mærkeligt. For folk er skræmte, usikre og tilbageholdende.
Derfor skal vi række disse erhverv og deres ansatte en særlig hånd, hvis vi skal have mulighed for at tilbyde vores mange gæster fra ind- og udland – og os selv – de samme fantastiske oplevelser i Nordjylland i fremtiden. Og det er ikke nok at genåbne – for kikset kommunikation, der stritter i alle retninger, gør stadig danskerne utrygge og tilbageholdende med at gå ud og se og opleve og møde hinanden.
Jeg tilslutter mig 100 procent forslaget om at der – med inspiration fra håndværkerfradraget – indføres et oplevelsesfradrag til alle danskere. Så vi kan rejse og opleve vores eget land. Så vi kan gå i byen, spise og besøge attraktioner.
Lad os samtidig følge de positive erfaringer med at give erhvervslivet fuldt fradrag for konference, bespisning, overnatning med videre – sådan som vores naboer i Norge og Sverige har gjort sig. Det vil gøre en kæmpe forskel for de erhverv, der ar ramt hårdest – og som betyder, at vi også i den kommende sommer og de næste år kan genkende Nordjylland.
Det skal selvfølgelig ikke stå alene. Vi bør gennemføre en genstartsplan, der også indeholde langsigtede investeringer, der gør Nordjylland godt. Og den skal også indeholde en kickstart af 3. Limfjordsforbindelse.
Venstre skabte forud for folketingsvalget sidste år flertal for etableringen af den 3. Limfjordsforbindelse, som Aalborg og Nordjylland har ventet på i 45 år. Men desværre satte Mette Frederiksen-regeringen alt i stå. Det er stadig udskudt på ubestemt tid. Men nu skal det på bordet igen.
Nu skal vi have gang i Danmark igen. Gang i Nordjylland. Forme fremtiden. Nyde solen, foråret og sommeren – og de fantastiske muligheder, der ligger foran os alle.