Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har indskærpet over for kommunerne, at man ikke må arbejde i fleksjob i sin ægtefælles virksomhed.
Hvis du er fleksjobber, kan du ikke længere arbejde i din ægtefælles virksomhed. Det har beskæftigelsesministeren indskærpet over for de danske kommuner efter mange kommuner igennem otte år har fortolket reglerne forskelligt, skriver Radio4
Ifølge aktindsigter, som Radio4 har set, har 17 af landets 25 største kommuner hidtil givet lov til fleksjob i ægtefælles virksomhed.
Indskærpelsen kommer ifølge Landsforeningen for Fleks- og Skånejobberes beregninger til at gå ud over minimum 400 mennesker i fleksjob, der pludselig står med en ulovlig ansættelse, fortæller kommunikationschef Michael Pedersen.
“Det er ca. hver femte fleksjobber, der er ledig lige nu, så vi er stærkt forundrede over, at ministeren sætter en kæmpe forhindring i vejen for, at folk i fleksjob kan komme ud og arbejde, som de jo ellers rigtig gerne vil,” siger han til Radio4.
Ordfører: Vil forhindre snyd med ordningen
Ifølge beskæftigelsesministeriet sker indskærpelsen, fordi man gerne vil sikre, at der ikke bliver snydt med fleksjobydelsen.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller, siger til Radio4:
“Det er meget nemt i dag at oprette selskaber. Derfor er der en risiko for, at man kan svindle med den her ordning – det er det, vi er bekymrede for. Vi skal have forhandlet om den beskæftigelsesreform, der lige nu gælder, og der må vi jo lade den her problematik indgå for at se, om vi kan finde en eller anden form for løsning,” siger han.
Der er dog forskel på hvilke typer virksomheder denne indskærpelse gælder.
Hvis der er tale om et anpartsselskab eller et aktieselskab må man ikke arbejde i fleksjob i ægtefællens virksomhed. Er der derimod tale om en personligt ejet virksomhed må man godt.